Talkshow stjernen Oprah vil under sit besøg i Danmark lave et indslag i sit TV program om hvorfor danskerne er så lykkelige. År efter år opnår danskerne nemlig en førsteplads på det globale lykke barometer.
Jeg har ofte selv reflekteret over den nationale danske lykkefølelse og undret mig over dens konstante tilstand. Desværre har jeg også forgæves søgt efter den latente lykkefølelse i mit eget liv. Bevares – jeg har da været lykkelig – mange gange – f.eks. da jeg fødte min søn, eller den bestemte sommerdag i fuld fart på cykel ned af sydfynsk bakke, men det er i korte klip, det er ikke sådan en dagligdags forteelse, jeg står ikke ud af sengen og er forrygende lykkelig ret mange morgener om året. Jeg er mere sådan i afdelingen for taknemmelighed over mit gode danske liv.
For danskerne er et lykkeligt liv næsten blevet et krav, på lige fod med mad på bordet, penge på kontoen og et nogenlunde fungerende samfund. Det står i kontrast til flere af de andre kulturer, jeg har stiftet bekendskab med. I Syd Europa og i Mellemøsten er lykke ikke noget man med rimelig ret kan forvente. Her er holdningen overvejende, at lykken ikke er forventelig, men hvis man oplever den glimtvis i sit liv, skal man være yderst taknemmelig.
Er danskerne så erklærede lykkelige, fordi vi VIL være lykkelige ? Er lykkefølelsen måske lidt forstilt ? Naturligvis skal man ikke underkende det danske velfærdssamfund, den varige fred, den generelle tryghed og fraværet af ekstrem fattigdom. Det er vigtige elementer i fundamentet til en lykkelig tilværelse. Men vores høje skilsmisseprocent, relativt korte levealder, sammenlignet med nabolandede og vores indtag af alkohol og lykkepiller, taler et andet sprog.
I nogle kulturer er varige ægteskaber, fortrolige relationer til ens børn og familie, godt samvær uden rusmidler og et religiøst eller spirituelt indhold i tilværelsen de vigtigste pejlemærker for et lykkeligt liv. Hvordan krydser vi danskere de spørgsmål af på lykke-listen ?
Så til de af os danskere, som ikke går rundt i en daglig lykke tilstand, er der kun tilbage at tilslutte os Søren Kierkegaars spørgsmål : ”Hvad er lykken ? Et spøgelse som først er, når det har været. “
Men held og lykke til OPrah i hendes jagt på de virkeligt lykkelige danskere.
Jeg hører om flere og flere danskere med depressioner og lykke piller m.m. Måske fordi, at dette materealistiske samfund kræver mere og mere af den enkelte. Aldrig er man i fred, for mobiltelefonen er der altid. Hvor man før mobilens tid stressede af med en god gåtur i skoven, er mobilen nu altid med, og alene det kan give et stressfaktor.
Så er de de stressede børnefamilier. Håbet om mere tid, som aldrig bliver til noget osv. SKilsmisser og anden sorg giver også mange bekymringer og deperessioner.
MEN jo der findes lykkelige mennesker. For den fuldstændige overnaturlige glæde man kan finde i Kristus er enorm. Den glæde, som strømmer over for den som hviler i Herren. Den fred og glæde der lyser langt væk, fra et lille barn som vandrer sorgløst. Det er næsten så man bare kan “se” at Gud passer på dette barn.
Denne absolut fantastiske fred og lykke kan man finde, ved at finde Kristus. Selvom vi så oplever svære tider, så er Herren vor styrke altid med os. Herren vor glæde og Herren vor fred.
Så JO lykke er der, og jeg oplever den selv helt enormt. HVER dag står jeg op, og glæder mig enormt meget til en ny dag. Ganske enkelt fordi jeg er forelsket i Jesus. Bare det at Jesus virkelig lever, er så fantastisk, så det fylder mit hjerte med fryd. Jeg ved, at det kan ses, og jeg ved, at andre kan se denne glæde og fred i Herren.
Lykken er at være i Kristus og hvile i Ham.
Jeg tror snarere at det er et spørgsmål om hvad man lægger i begrebet lykke. For mange kan det være et spørgsmål om et liv i dans på en lyserød sky.
Danskere har måske bare mere beskedne fordringer på hvad et »lykkeligt liv« er for noget? Mere realistiske?