Lone Skov Al Awssi

Tak Medina !

Fordi du ikke lod dig kue. Det er så frustrende med de unge muslimer, som tror, at de har opskriften på, hvad der er rigtigt eller forkert. Halan eller Haram. Selv efterlever de slet ikke Islam, men de er så kloge på andres vegne.

I en periode havde jeg en aftale med københavnske produktionsskoler, jeg underviste de unge i politik og dansk folkestyre. Det var spændende og givtigt – men jeg husker de unge muslimer, som ikke var til at trække ud fra computerrummet, hvor de sad og gloede på porno hele dagen , men når det endelig lykkedes, at få dem ind i klasseværelset, så var de helt oppe på mærkerne for at fortælle mig, at i henhold til Islam, måtte en muslim ( min mand ) ikke gifte sig med en kristen ( mig ).

Hvem lærer dem denne dobbelt moralske rolle i samfundet, denne offerrolle ? Hvorfor siger de ikke bare til sig selv : ” Jeg kan ikke fordrage dig og dit navn og din musik, derfor bliver jeg hjemme. ”

Det er mangel på almindelig dannelse  - lad os gøre det til et emne om god opdragelse kontra dårlig opdragelse – ganske som du gjorde det under koncerten. Godt gået – Medina .

 Elling fik rodet cølibat, homoseksuelles ægteskaber i kirken ( hvilken kirke ?) , sex skandalen etc. sammen, alt imens Beha Erichen nikkede sig igennem pinlige ( for TV2 ) 10 minutters interview. Der var intet kvalificeret modspil. Berlingske Tidende har på leder plads gjort kunststykket efter i et roderi om abort, kondomer, P. piller og cølibat. Skal vi ikke forsøge at skille skidt fra kanel ! 

Cølibatet har intet med sex overgrebene at gøre, det er simpelthen dårlig argumentation; en præst får ikke lige pludselig lyst til et barn, fordi han ikke har en kone. Hvis argumentet holdt, så ville der jo ikke findes sex misbrug i verden uden for den katolske kirke. Sex misbrug af børn finder sted over hele verden og udføres af pædofile med meget forskellige baggrunde, langt det meste foregår iøvrigt i hetero forhold/ægteskaber.

Homoseksuelles ægteskaber i kirken er en umulighed, fordi ægteskabet er et af de syv sakramenter, lad os lige nævne dem her : Dåb, firmelse (konfirmation), vielse, de syges salvelse (”den sidste olie”), nadver, bod (skriftemål) og ordination (præsteindvielse). Jeg har mange vidunderlige homoseksuelle venner, jeg respektere dem på lige fod med andre mennesker, de skal have alle de rettigheder som øvrige borgere i samfundet har, men foran Gud i kirken kan de desværre ikke blive gift – fordi Gud ikke har villet det sådan ! Ægteskabet er indstiftet af Gud til at foregå mellem mand og kvinde. Det er der mange grunde til, som er spændende at diskutere, men vi kan ikke lave Guds oprindelige vilje om, for så har vi ingen kirke – ingen religion. Et sakramente er en hellig handling,indstiftet af Jesus Kristus og vi tro at Guds kraft virker i dem.

Det samme gør sig gældende når kristne begynder at tro på genfødsler og ønsker at indlemme elementer fra andre religioner i Kristendommen, så må der sættes en klar afgrænsning. Og problemet er ikke så stort, der er religions frihed, så man kan jo flytte sig derhen,hvor man nu passer bedst.

Når den Katolske kirke på mange nutidige mennesker kan virke tung og forældet, så er det fordi kirken vælger at stå fast på den af Kristus grundfæstede trospraksis. Her er ingen leflen for tidsånden, ingen desperat flytten sig rundt efter hvad borgerne nu lige i dag ønsker sig, ingen spagettispisning omkring alteret. Det er bare en af grundene til at jeg befinder mig i kirken, fordi Gud, religionen, troens mysterium er det centrale. Der sker naturligvis ændringer – men efter megen overvejelse. Som i alle gamle institutioner er der tendens til lukkethed og samlen om sig selv, men der er også vilje til åbenhed og ændringer. 

Tilbage til sex skandalerne – der er ingen undskyldninger! Kirken må arbejde ihærdigt for at gøre det klart for alle, at sex misbrug ikke accepteres, ties ihjel eller ikke anmeldes til politiet. Sex misbrug bør lede til øjeblikkelig exkommunikation og den kriminelle bør overgives til politi og domstole. Længere er den sag ikke !

Jeg glæder mig over Biskoppens udmelding og forventer en ledelsesmæssig oprustning i kirken, så vi fremover får en håndtering af al slags misbrug, som ikke lader nogen, hverken i eller uden for kirken, i tvivl om alvoren.

Det er snart kommunevalg. Rundt omkring i landet opstiller enkelte præster, oftest er der tale om præster fra den protestantiske kirke . Det sker, at de møder stærk kritik, fordi de ikke officielt adskiller deres politiske holdninger og virke fra deres præstegerning. Der er ingen grund til at fare hårdt frem mod disse politiske præster. 

Jeg er katolik og i min kirke opfordres menigheden til at tage et samfundsmæssigt, herunder også et politisk ansvar, som velfungerende borgere i samfundet. 

For troende mennesker hænger det politiske engagement ofte sammen med kampen for social retfærdighed og hvad er vel mere prisværdigt end at kæmpe for fred, retfærdighed og medfølelse . Det er naturligvis nødvendigt at bevare sin integritet og retskaffenhed, hvis det politiske arbejde ikke skal støde moralsk sammen med en kristen livsførelse.  Og det er måske i virkeligheden den største udfordring.

Men godt valg – også til de politiske præster.

Talkshow stjernen Oprah vil under sit besøg i Danmark lave et indslag i sit TV program om hvorfor danskerne er så lykkelige. År efter år opnår danskerne nemlig en førsteplads på det globale lykke barometer. 

Jeg har ofte selv reflekteret over den nationale danske lykkefølelse og undret mig over dens konstante tilstand. Desværre har jeg også forgæves søgt efter den latente lykkefølelse i mit eget liv. Bevares – jeg har da været lykkelig – mange gange – f.eks. da jeg fødte min søn, eller den bestemte sommerdag i fuld fart på cykel ned af sydfynsk bakke, men det er i korte klip, det er ikke sådan en dagligdags forteelse, jeg står ikke ud af sengen og er forrygende lykkelig ret mange morgener om året. Jeg er mere sådan i afdelingen for taknemmelighed over mit gode danske liv.

For danskerne er et lykkeligt liv næsten blevet et krav, på lige fod med mad på bordet, penge på kontoen og et nogenlunde fungerende samfund. Det står i kontrast til flere af de andre kulturer, jeg har stiftet bekendskab med. I Syd Europa og i Mellemøsten er lykke ikke noget man med rimelig ret kan forvente. Her er holdningen overvejende, at lykken ikke er forventelig, men hvis man oplever den glimtvis i sit liv, skal man være yderst taknemmelig. 

Er danskerne så erklærede lykkelige, fordi vi VIL være lykkelige ? Er lykkefølelsen måske lidt forstilt ? Naturligvis skal man ikke underkende det danske velfærdssamfund, den varige fred, den generelle tryghed og fraværet af ekstrem fattigdom. Det er vigtige elementer i fundamentet til en lykkelig tilværelse. Men vores høje skilsmisseprocent, relativt korte levealder, sammenlignet med nabolandede og vores indtag af alkohol og lykkepiller, taler et andet sprog.

I nogle kulturer er varige ægteskaber, fortrolige relationer til ens børn og familie, godt samvær uden rusmidler og et religiøst eller spirituelt indhold i tilværelsen de vigtigste pejlemærker for et lykkeligt liv. Hvordan krydser vi danskere de spørgsmål af på lykke-listen ?

Så til de af os danskere, som ikke går rundt i en daglig lykke tilstand, er der kun tilbage at tilslutte os Søren Kierkegaars spørgsmål :   ”Hvad er lykken ? Et spøgelse som først er, når det har været. “ 

Men held og lykke til OPrah i hendes jagt på de virkeligt lykkelige danskere.

Ofte møder jeg en bestemt mand på gaden i København. Han har indopereret to horn i panden, hans tunge er spaltet som en slanges og han er piercet i ansigtet på en næsten brutal måde.  Jeg har set børn blive skræmte af hans uhyggelige fremtoning. Samtidig virker det, som om han er meget bevidst om den provokation, som han udsætter nogle af sine medborgere for. 

Jeg finder hans udseende afskyeligt. Ja – jeg vil endda gå så langt, at jeg vil kalde det en krænkelse af Guds skaberværk.

Betyder det så, at jeg ønsker den slags maltraktering af ansigt og krop forbudt i Danmark ? Betyder det, at jeg ønsker et påbud om at stærkt tatoverede eller piercede mennesker ikke må færdes i det offentlige rum uden at tildække deres uhyrligheder ? 

Nej – naturligvis ikke! At jeg væmmes er noget jeg selv må håndtere, jeg må se den anden vej og så ellers udbrede min holdning mod bevidst kropslig skamfering i alle de fora, hvori jeg færdes og jeg kan sige til min søn og hans venner – at det bliver ikke omkring mit middagsbord der hygges, hvis een eller anden en dag ud i fremtiden skulle få lyst til piercinger i ansigtet !

Jeg skriver dette i lyset af Naser Khaders udmelding om, at Burkaer skal forbydes i Danmark. Har den mand ikke noget fornuftigt at tage sig til ! Al den signal politik rettet mod et lille bitte antal kvinder, som for de flestes vedkommende, i forvejen har nok at slås med. Kvinder som nok slet ikke opfatter debatten, fordi de ikke har mulighed for at følge med i de danske nyheder. Kvinder som blot ville blive nægtet al udgang, hvis et sådant forbud virkelig kunne vedtages.

At Khader i sin desperation for at blive genvalgt kommer med sådan et håbløst forslag, kunne man nok leve med – men at Justitsminister Brian Mikkelsen, som ellers har hænderne fulde af mislykket politireform og skyderier i København, hopper med på vognen og støtter forslaget er pinligt for Danmark.

At Helle Thorning, af frygt for at virke slap i debatten, følger trop, er endnu et udtryk for, at dansk politik har bevæget sig bort fra det virkelige liv og de problemer danskere lever med og helt ud på overdrevet, hvor der ageres alene efter stemmefiskeri fra den yderste hadefulde højrefløj. Lovgivning om borgernes private klædedragt høre ikke hjemme i et demokrati, derimod er det sund fornuft, at der i enkelte erhverv ikke bæres særlige klædedragter. Men det er en helt anden sag.

Tag jer dog sammen ! Det ville klæde danske politikere og i særdeleshed dem der hylder frihedsprincipperne, at arbejde for at fremme demokratiet, i stedet for at slå ned på en gruppe medborgere, som i forvejen er under stort pres.

Undervisningsminister Bertel Haarder misforstår bønnens formål.

Når man beder taler man med Gud og man lytter til Gud, man er stille foran Gud. Når vi beder, åbner vi os for Helligånden. Der er ikke noget svært ved det, men øvelser gør mester og efterhånden bliver man bedre og bedre til fordybelsen. Det er vigtigt, at man samler sig lidt først og tænke over hvad man beder om og hvorfor man beder, ellers bliver det bare en rutinemæssig ting, der lige skal krydses af. 

Kristne beder ikke bare alene, men sammen med andre. Derfor er fællesbønnen en del af det kristne trosliv. Messen er den højeste form for fælles bøn. 

Så burde jeg vel som katolik være begejstret fordi Bertel Haarder ønsker fællesbøn ved Folkeskolen morgensamlinger. Det er jeg ikke. Bøn er det enkelte menneskes oprigtige ønske om at henvende sig til Gud. Det skal tages alvorligt. Bertel Haarder blander det at bede i fælleskab sammen med vores kultur. Kultur er betegnelsen for det vi alle gør i almindelighed, det er vist længe siden fællesbøn har været en del af den almene danske kultur.

Bertel Haarder gør sagen til en kamp mod ateisterne og fremstiller deres modstand mod fællesbøn, som et forsøg på at beskytte muslimerne. Det er sandt at muslimer generelt har større respekt for troende kristne end for ateister, det er rigtigt at de katolske skoler i Danmark har mange muslimske elever og jeg har selv valgt en skole med et kristent grundlag til min muslimske søn, fordi jeg netop ønsker, at han skal få et indgående kendskab til sit fædrelands religion og religiøse praksis.  Jeg er katolik, gift med en muslim, men skolevalget er noget min mand og jeg har bestemt og taget stilling til .  Det er en privatskole, vi aktivt har valgt til vores søn. Folkeskolen derimod skal have den rummelighed, at den uden konflikter af religiøs art kan rumme alle børn. Ateister, muslimer, jøder og Jehovas Vidner. Mange forældre fra disse religiøse grupper, vil gerne have sig frabedt, at deres børn deltager i kristen fællesbøn og det skal vi altså respektere . Ellers bliver bønnen ikke frivillig og det er så absolut forudsætningen for, at der kommer noget konstrultivt ud af det.

De religiøse mindretal i Danmark har , ganske som Bertel Haarder understreger,  ikke noget imod at folk tror. men en del af dem har altså noget imod, at de skal til at fritage deres børn, fra de morgensamlinger med sang, som er så gode for skolens fællesskab.

Hvor er det ærgerligt at Bertel Haarder på den måde blander religion og kultur sammen. Meningen er måske god nok, men overlad fællesbønnen til de private skoler, hvor forældrene aktivt har taget stilling til at sende deres børn hen og lad så Folkeskolen være den rummelige skole for alle. 

De kristne helligdage ligger hvor de ligger og der skal de gerne blive liggende !

Muslimerne bliver ikke lykkeligere fordi vi flytter eller deler en kristen helligdag med dem.

De rettroende muslimer respektere i langt højere grad mennesker som værdsætter deres egen religion højt. Den leflen for muslimerne som Socialdemokraterne viser med deres forslag falder til jorden blandt flertallet af Danmarks mulimske minoritet. 

Det vil være fint at muslimerne får deres egen helligdag, den må gerne skrives i den officielle kalender etc. men spørgsmålet er om det er nødvendigt ? Skal så ikke de andre religiøse minoriteter have deres helligdage gjort “officielle” ? 

Jeg foretrækker at skolerne og arbejdsgiverne i stedet for udviser stor tollerance, når minoriteterne fejre deres helligdage.

Hvis jeg boede i et land hvor jul, påske og pinse ikke var nationale højtider, ville jeg naturligvis fritage min søn for skolegang på de vigtigste kristne helligdage og bestemt regne med både skolens og samfundets forståelse.

Det forekommer mig, at sidstnævnte forståelse og respekt er et problem i Danmark, sidst har Konservativt Folkeparti fordømt at muslimerne ikke sender deres børn i skole på de for dem allerhelligste dage, sagen blev ophævet til at være en hindring for selve integrationen, det er ikke den slags udmeldinger, der fremmer sameksistensen i Danmark. 

Jeg tror – ergo er jeg dum. Så enkelt kan man udrede resultatet af den britiske professor Richard Lynn fra University of Ulster og den danske intelligensprofessor Helmuth Nyborgs seneste undersøgelse, der menes at påvise en sammenhæng mellem intelligens og religiøsitet.

I følge forskerne taler tallene deres tydelige sprog siger forskerne selv. 

I lande som Danmark, hvor indbyggerne har en gennemsnitlig IQ på 98, er der ifølge denne undersøgelse 46 procent, der svarer ja på spørgsmålet: Tvivler du på eksistensen af en gud?

Svenskerne har en gennemsnitlig IQ på 99, og her tror 64 procent ikke på en gud. I Zambia og De Forenede Arabiske Emirater, der har en gennemsnitlig IQ på henholdsvis 71 og 84, er der derimod færre end én procent, der ikke tror på en Gud.

Om undersøgelsen er renset for antropologiske afvigelser, såsom blufærdighed med hensyn til at udtrykke sin religiøsitet eller flere landes forskellige traditioner med at vise religionen i det offentlige rum, vides ikke. 

Hos mig, som jo heller ikke er så klog, rejser undersøgelsen nye spørgsmål. Hvor må de gamle ægyptere dog have være dumme. De var om nogen religiøse, tænk at de kunne finde ud af at bygge pyramiderne.

Tænk på alle de enorme og imponerende templer, kirker og moskeer bygget til at tilbede Gud, al den kunst der i løbet af skiftende tider er skabt alene til at prise Gud. 

Tak til forskerne – nu ved vi at alt det bras bare af lavet af de dummeste mennesker i verden.

Endnu et fakkeltog.

På det gadehjørne i Polensgade på Amager, hvor den 16 årige avisdreng Benis Deniz Uzuns brutalt blev overfaldet og dræbt, breder der sig et blomstertæppe. Det ligner det, der i januar måned prydede Strøget til minde om den 19 årige Anton Njie. Han blev kniv dræbt, fordi han ikke ville aflevere sin hue. Deniz gjorde ingenting – han stod bare der på hjørnet, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Begge drab udløste ikke bare et blomstertæppe, men også en debat hvor både borgerne og politikerne kræver undersøgelser og forsøger at placere et ansvar. Der peges fingre fløjene imellem og ansvaret skubbes fra forældrene, til systemet og tilbage igen.

Endnu et blomstertæppe, endnu et fakkeltog og endnu en politisk debat.

Hvis ovenstående er ved at være procedure, hver gang en ung fratages sit liv af socialt afstumpede jævnaldrende, så kommer vi ingen vegne. Nok er det smukt med blomster og fakler og nok er en debat vigtig, men hvis der ikke handles og handles hurtigt, så har Anton og Deniz og den næste unge der må lade livet gjort det helt forgæves.

En kriminalassistent, som arbejder med drabet på Deniz, udtalte til pressen, at han ikke mente der lå racisme til grund for overfaldet. Selv om gerningsmændene ifølge vidneudsagn havde råbt “perkersvin” til Deniz, så var det jo almindeligt sprogbrug blandt de unge og kunne ikke tolkes som racisme. Det udsagn er måske nok rigtigt, men vi voksne overser det skred, der er sket i de unges omgangstone. Vi tror, at deres sprog blot er en udvikling af det moderne sprog. Vi blander os ikke i det, for de unge skal have lov til at have deres eget “slang”. De mener det nok ikke så slemt, når de kalder hinanden “Luder” eller “Bøsse” eller “Perkersvin”.

Når så “Perkersvinet” stikkes ned, “Luderen” voldtages og “Bøssen” udsættes for hate crime i form af en gang bøllebank, så forstår vi ikke hvad der sker. Så ser vi ikke sammenhængen. Vi de voksne har simpelthen gjort os skyldige i et omsorgssvigt af dimensioner, vi har af frygt for ikke at være moderne og med på noderne vendt det blind øje og det totalt døve øre til.

Det grove sprog og den hensynsløse omgangsform ødelægger de sociale strukturer, den verbale vold avler den fysiske vold. Det er misforstået tolerance når forældrene, lærerne og pædagogerne ikke stopper den asociale adfærd med det samme.

Hvis samfundet – os alle sammen , forældrene, lærerne, pædagogerne og allermest politikerne ikke vågner op lige nu og med en hel række tiltag, ovenstående er kun en enkelt del af løsningen, så går der ikke lang tid, før endnu en af vore unge dør i et meningsløst overfald.

Politikerne i Københavns Kommune må se i øjnene, at de ikke kan spare 21 millioner kroner på de sociale udgifter, det kan bare ikke lade sig gøre. I stedet for skal området styrkes, om så pengene skal findes i de andre forvaltninger. Byen bliver ikke bedre og borgerne ikke lykkeligere af f.eks. spændende kulturelle tiltag, hvis der ikke er penge til at få de voldelige børn og unge opdaget og i behandling i tide. De skal væk fra gaderne, væk fra banderne og de forældre som ikke magter deres opgave.

Verdensmestre i demokrati ? 

At borgernes frihedsrettigheder kom under pres efter terrorangrebene i New York, Madrid og London er beklageligt, men alligevel forståeligt. Der er en reel terror trussel mod Vesten og den skal imødegås. Osama Bin Laden og hans tilhængere er så farlige fjender, at Vestens efterretningstjenester nødvendigvis må have udvidet deres beføjelser i en rimelig grad. Om graden så er rimelig eller ej, er der heldigvis delte meninger og løbende diskussioner om.

Derimod er det helt uforståeligt, at en mindre flok utilpassede møgunger med anden etnisk baggrund og en i offentligheden ikke klart defineret mordtrussel på en almindelig medborger, skal være dødsstødet til selve fundamentet i vores demokrati.

Lighed for loven og princippet om uskyld indtil det modsatte er bevidst, er retsprincipper, som intet demokrati kan være foruden. Begge dele har vi sat over styr i en hysterisk atmosfære af politisk overbud og folkelig indignation, der fuldstændig har formørket almindelig sund dømmekraft.

Marts 2007. Ungdomshuset bliver revet ned og København oplever et inferno af vold, hærværk og brande. På et tidspunkt frygtede man, at en eller flere betjente ville blive dræbt, så voldsomme var optøjerne. Biler brændte, familier måtte evakueres og skoler blev smadret. Politiet måtte hente forstærkning fra hele landet og låne materiel i udlandet. Politiets udgifter alene androg 70 millioner kroner, en regning Justitsministeren sendte videre til Folketinget. Regnes de materielle skader i hele byen med, var der tale om et trecifret millionbeløb.

I medierne var der delte meninger. SF og Enhedslisten viste forståelse for de unges kamp og hver aften var de unges intellektuelle forældre og deres advokat på skærmen med støtte til oprøret og kritik af ” at systemet undertrykker de unges ret til at udtrykke sig og bruge deres demokratiske rettigheder. ” Volden virkede. Et flertal på Københavns Rådhus gav de unge et nyt hus.

Februar 2008. Muhamed tegningerne genoptrykkes i protest mod mordtrusler rettet mod tegneren Westergaard. Unge med anden etnisk baggrund bruger sagen i en sammenblanding om påstået politichikane, diskriminering og udelukkelse til at starte voldsomme optøjer over hele landet. Biler brændes, skoler ødelægges og familier må evakueres. Optøjerne fordømmes fra alle sider. De unges forældre tilhøre en af landets ressource svageste grupper. De siger ingenting. Regningen er endnu ikke gjort op, men den bliver dyr.

En samlet politisk front forsøger at overgå sig selv og hinanden med sanktioner af mere eller mindre fantasifuld karakter. Et flertal i befolkningen er tilsyneladende enige. Nu kan det være nok. Send dem hjem. Ud med dem. Alle forsøg på fornuftig argumentation om at de unge jo er født her i landet og hvor skal de sendes hen, preller helt af.

Nogle af sanktionerne er fornuftigt nok. Lad da blot forældrene betale, men hvorfor blev den procedure ikke implementeret i forbindelse med Ungdomshus oprøret ? Hvorfor er reaktionerne så voldsomme nu ? Lighed for loven gælder for alle uanset etnicitet, status og religion.

Udvisningen af de to tunesere anklaget for mordplaner mod tegneren er det alvorligste anslag mod vores retsprincipper, fordi udvisningen er baseret på terrorlovens bestemmelser om fare for Statens sikkerhed. Når borgere planlægger at myrde hinanden er det altid yderst alvorligt, men det udgør altså ikke en fare for Rigets sikkerhed. Hvis man forsøger at myrde Statsministeren , er det en anden sag. Når borgere vil slå hinanden ihjel er det kriminalitet og det har vi almindelige love imod.

Jeg har ikke den mindste sympati for de to tunesere eller for de etniske møgunger, men jeg nægter at sætte de grundlæggende demokratiske retsprincipper overstyr. Det er nemlig præcis dem, der adskiller vores styreform fra de regimer vi bekæmper. Demokratiet er under pres af terroren, men det er i virkeligheden truet af os selv. Jeg frygter, at vores demokratiske sindelag er et tyndt lag fernis. Vi kæmper for ytringsfriheden, men risikere at kvæle selve demokratiet i vores iver for at vise omverdenen og os selv hvor frie vi er.

Vi tror, at vi er verdensmestre i demokrati. Vi glemmer, at demokrati er foreneligt med mange kulturer, religioner og at demokratier findes fra Indonesien, over Sydafrika til Indien. Verdensmesterskaber kræver oftest hårdt arbejde, fokus og talent. De elementer har ikke været repræsenteret i håndteringen af denne krise.