Verdensmestre i demokrati ?
At borgernes frihedsrettigheder kom under pres efter terrorangrebene i New York, Madrid og London er beklageligt, men alligevel forståeligt. Der er en reel terror trussel mod Vesten og den skal imødegås. Osama Bin Laden og hans tilhængere er så farlige fjender, at Vestens efterretningstjenester nødvendigvis må have udvidet deres beføjelser i en rimelig grad. Om graden så er rimelig eller ej, er der heldigvis delte meninger og løbende diskussioner om.
Derimod er det helt uforståeligt, at en mindre flok utilpassede møgunger med anden etnisk baggrund og en i offentligheden ikke klart defineret mordtrussel på en almindelig medborger, skal være dødsstødet til selve fundamentet i vores demokrati.
Lighed for loven og princippet om uskyld indtil det modsatte er bevidst, er retsprincipper, som intet demokrati kan være foruden. Begge dele har vi sat over styr i en hysterisk atmosfære af politisk overbud og folkelig indignation, der fuldstændig har formørket almindelig sund dømmekraft.
Marts 2007. Ungdomshuset bliver revet ned og København oplever et inferno af vold, hærværk og brande. På et tidspunkt frygtede man, at en eller flere betjente ville blive dræbt, så voldsomme var optøjerne. Biler brændte, familier måtte evakueres og skoler blev smadret. Politiet måtte hente forstærkning fra hele landet og låne materiel i udlandet. Politiets udgifter alene androg 70 millioner kroner, en regning Justitsministeren sendte videre til Folketinget. Regnes de materielle skader i hele byen med, var der tale om et trecifret millionbeløb.
I medierne var der delte meninger. SF og Enhedslisten viste forståelse for de unges kamp og hver aften var de unges intellektuelle forældre og deres advokat på skærmen med støtte til oprøret og kritik af ” at systemet undertrykker de unges ret til at udtrykke sig og bruge deres demokratiske rettigheder. ” Volden virkede. Et flertal på Københavns Rådhus gav de unge et nyt hus.
Februar 2008. Muhamed tegningerne genoptrykkes i protest mod mordtrusler rettet mod tegneren Westergaard. Unge med anden etnisk baggrund bruger sagen i en sammenblanding om påstået politichikane, diskriminering og udelukkelse til at starte voldsomme optøjer over hele landet. Biler brændes, skoler ødelægges og familier må evakueres. Optøjerne fordømmes fra alle sider. De unges forældre tilhøre en af landets ressource svageste grupper. De siger ingenting. Regningen er endnu ikke gjort op, men den bliver dyr.
En samlet politisk front forsøger at overgå sig selv og hinanden med sanktioner af mere eller mindre fantasifuld karakter. Et flertal i befolkningen er tilsyneladende enige. Nu kan det være nok. Send dem hjem. Ud med dem. Alle forsøg på fornuftig argumentation om at de unge jo er født her i landet og hvor skal de sendes hen, preller helt af.
Nogle af sanktionerne er fornuftigt nok. Lad da blot forældrene betale, men hvorfor blev den procedure ikke implementeret i forbindelse med Ungdomshus oprøret ? Hvorfor er reaktionerne så voldsomme nu ? Lighed for loven gælder for alle uanset etnicitet, status og religion.
Udvisningen af de to tunesere anklaget for mordplaner mod tegneren er det alvorligste anslag mod vores retsprincipper, fordi udvisningen er baseret på terrorlovens bestemmelser om fare for Statens sikkerhed. Når borgere planlægger at myrde hinanden er det altid yderst alvorligt, men det udgør altså ikke en fare for Rigets sikkerhed. Hvis man forsøger at myrde Statsministeren , er det en anden sag. Når borgere vil slå hinanden ihjel er det kriminalitet og det har vi almindelige love imod.
Jeg har ikke den mindste sympati for de to tunesere eller for de etniske møgunger, men jeg nægter at sætte de grundlæggende demokratiske retsprincipper overstyr. Det er nemlig præcis dem, der adskiller vores styreform fra de regimer vi bekæmper. Demokratiet er under pres af terroren, men det er i virkeligheden truet af os selv. Jeg frygter, at vores demokratiske sindelag er et tyndt lag fernis. Vi kæmper for ytringsfriheden, men risikere at kvæle selve demokratiet i vores iver for at vise omverdenen og os selv hvor frie vi er.
Vi tror, at vi er verdensmestre i demokrati. Vi glemmer, at demokrati er foreneligt med mange kulturer, religioner og at demokratier findes fra Indonesien, over Sydafrika til Indien. Verdensmesterskaber kræver oftest hårdt arbejde, fokus og talent. De elementer har ikke været repræsenteret i håndteringen af denne krise.